Kosmetisk tandbehandling

Der er i de senere år kommet mere og mere fokus på kosmetiske indgreb af enhver art. Dette har også haft betydning for moderne tandpleje, der har gennemgået en rivende udvikling indefor det kosmetiske område, da de fleste mennesker synes et sundt og friskt smil er attraktivt.

Hos Dentalteamet udfører vi alle former for kosmetiske/æstetiske tandbehandlinger, der kan være alt lige fra en almindelig tandrensning til påsætning af smukke porcelænsfacader. Hos Dentalteamet tager vi løbende kurser i avancerede behandlingsmetoder, og følger udviklingen af nye behandlingstyper.

Der findes flere forskellige måder at få flottere tænder på:

Tandrensning: fjerner misfarvninger fra tænderne billigt og effektivt.

Beslibning: kan ofte rette op på små skævheder og kanter, og give et overraskede godt resultat.

Tandblegning: benyttes hvis dine tænder er blevet misfarvede gennem mange år med tobak, rødvin, kaffe, te eller blot fremstår gule og kedelige.

Tænderne kan gøres hvidere enten ved en kontrolleret klinikblegning, der tager ca. 1 time eller med specielt fremstillede blegeskinner, der passer præcist, så blegemidlet holdes i tæt kontakt med tænderne. Man går med skinnerne hjemme 1 til 2 timer dagligt i ca. 1 uges tid.

Ved klinikblegning benyttes et specielt lys, der aktiverer blegemidlet som skiftes 3 gange på den time behandlingen varer. Tandkødet beskyttes under seancen af en film, der smøres på tandkødet.

Tænderne tager ikke skade af blegning, der er en behandling med en blivende effekt. Man skal dog huske at plastfyldninger og porcelæn ikke bleges, så derfor kan det efter blegebehandlingen af og til komme på tale, at udskifte gamle fyldninger, så de matcher de fine nye hvide tænder.

Plast: er en anden relevant mulighed, når der skal udføres en kosmetisk forbedring. Man kan forholdsvist let udskifte mørke sølvfyldninger med plast – eller lukke et mellemrum mellem fortænderne.

Er der tale om fortænder kan man lægge et lag hvidt plast henover den misfarvede tandoverflade – ofte besliber man tandens overflade en anelse for at opnå et optimalt resultat.

Porcelæn: Hvis man ønsker at designe et helt nyt smil kan dette bedst lade sig gøre med porcelænsfacader eller porcelænskroner.

Der findes flere forskellige typer af facader og kroner. Dem man typisk vil anvende i fronten består af rent porcelæn, men der kan også anvendes metalkeramikkroner, der består af keramik med et indre guldskelet.

Porcelænsfacader og kroner er flottere og langt mere holdbare end plast, men også dyrere. Med porcelænsfacader og kroner kan tænderne korrigeres både i form og farve efter eget ønske, så man kan designe sit eget nye smil.

Manglende tænder: Hvis der mangler en tand i tandrækken kan man fremstille en bro eller et implantat, der kan erstatte den manglende tand. Dette kan laves meget flot, og det vil efter behandlingen se helt naturligt ud -som om den nye tand selv er vokset lige ud af kæben.

En bro er en løsning, hvor den eller de manglende tænder sættes fast på nabotænderne med kroner. En bro kan i dag laves meget smukt i rent porcelæn eller metalkeramik, og det er en meget god løsning, idet den sidder helt fast.

Et implantat er en kunstig rod af titanium, der opereres ind i kæben. Implantatet sider urokkeligt fast, og der monteres en porcelænskrone på det.